Kong Harald Blåtand

Søn af kong Gorm den Gamle og dronning Thyra Dannebod.

Harald Gormsen, der senere blev kendt under navnet Harald Blåtand – sandsynligvis grundet en mørkfarvet tand – var konge i Danmark fra omkring 958 til sin død omkring 985(-87). Han blev efterfulgt af sin søn Svend Tveskæg som konge af Danmark. 

Hans regeringstid blev præget af det spændte forhold til Danmarks naboer mod syd, dels venderne langs Østersøens sydkyst, dels det tysk-romerske rige, hvis kejser Otto den Store vha. missionærer søgte at indføre kristendommen i sine nabolande. Harald lod sig kristne tidligt i sin regeringstid og imødekom dermed den store tyske nabo, men gik samtidig i gang med at befæste grænsen mod syd ved Dannevirke og Hedeby. Harald giftede sig med Tove, datter af den vendiske fyrst Mistivoj, og knyttede således bånd til de vendiske naboer. Efter kejser Ottos død i 983 angreb Harald mod syd, men blev slået tilbage. Som modtræk til truslen om tysk fremrykning byggede Harald på kort tid omkring 980 de store ringborge Fyrkat og Aggersborg i Jylland, Nonnebakken på Fyn, Borgring ved Køge og Trelleborg ved Slagelse, der er den bedst bevarede ringborg. Harald omtales som den første konge der samlede Danmark og gjorde danskerne kristne. Omkring 985 ragede Harald uklar med sin søn Svend. Det kom til kamp, og Harald måtte flygte til Jomsborg, hvor han døde kort efter. (Ifølge Saxos krønnike).