Årets sidste ordinære optagelse i Lauget den 15. september 2025 startede med en vindblæst rundvisning på arealet ved vikingeborgen Trelleborg.
Da museet ved Trelleborg har lukket om mandagen i ydersæsonen, foregik selve optagelsen i naturskønne omgivelser ved Klatreparken på Kragerup Gods. Her viste vejret sig fra sin bedste side, idet de solbeskinnede træer gav ly for vinden. Det blev en anderledes, men særdeles stemningsfuld optagelse.
Blandt de ny optagne var ambassadørerne fra Canada og Irland. Den irske ambassadør Kyle O’Sullivan er ny i Danmark, og har kun været i Danmark i 14 dage.
Derfor var det en særlig glæde, at netop han havde afset tid til at blive optaget, idet samarbejdet mellem Harald Blåtands Laug og den irske ambassade er særligt vigtigt, på grund af det ungdomsudvekslingsprogram Lauget kører hver sommer, med udveksling af en ung irsk og en ung dansk student, med sigte på at udbrede kendskabet til hverandres kultur, med udgangspunkt i vikingetemaet.
Det er den irske vikingeby Waterford, der i samarbejde med Rotary International står for den irske del, ligesom den lokale Slagelse Antvorskov Rotary Klub står for indkvarteringen af den irske student i Slagelse.
På billedet ses de ny optagne medlemmer i skoven ved Kragerup Gods.
Fra venstre Develop Manager Knud Erik Rødbro, ambassadør Kyle O’Sullivan, Irland, ambassadør Carolyn Bennett, Canada, godsejer Thomas Voss, CCO Christian Zohnesen, teaterdirektør Pia Jette Hansen og psykolog Ole Michael Spaten.


